28-09-2017 Samarbejdsaftale på plads for nyt byggeri af boliger på Vejlevej


 
De tre parter, KIRKBI, Billund Boligforening (Bovia) og Billund Kommune, som er gået sammen om at opføre et fælles byggeri på Vejlevej/Hans Jensens Vej i Billund Centrum, har nu indgået en samarbejdsaftale. Det betyder, at parterne har en aftale om, hvordan opførelsen og driften af byggeriet skal foregå.
 
Byggeriet kombinerer flere bolig- og ejerformer og skaber mulighed for at generationer kan mødes på tværs i et fælles byggeri i hjertet af Billund.
 
Planen er at der i alt skal bygges ca. 6.300 kvadratmeter fordelt på 10 nye demensboliger med forbindelse til Billund Plejecenter. Hertil 20-30 almene boliger og ca. 25 boliger. 
 
-Siden december 2016, hvor planen om et fælles byggeri blev offentliggjort, er der arbejdet med samarbejdsaftalen og Bjarke Ingels Group har lavet et oplæg til selve byggeriet, som jeg personlig synes er meget flot og arkitektonisk spændende og som fuldt ud lever op til Billund Byvision, siger Borgmester Ib Kristensen.
 
Det er KIRKBI og Billund Kommune, der ejer de arealer, hvor der skal bygges, og hos KIRKBI glæder man sig over at kunne bidrage til endnu en milepæl i Billund Byvision.
 
 - Det er et vigtigt skridt, at samarbejdsaftalen nu er på plads. Vi ser frem til at fortsætte med projektarbejdet og til at bidrage til at skabe et spændende byggeri, hvor generationer kan mødes på tværs. Samtidig skaber byggeriet boliger i midtbyen, som er et vigtigt element i Billund Byvision, siger Steen Pedersen, global chef for ejendomme, i KIRKBI.
 
 
Billund Byvision er kun 1½ år gammel, men rækken af projekter, der er realiseret eller i gang med at blive det er allerede lang og Billund Boligforening/Bovia er hurtigt blevet en central partner.
 
-Billund Boligforening oplever konstant efterspørgsel på velbeliggende og attraktive lejeboliger. Derfor er vi meget glade for at være en del af dette fællesprojekt som er spændende og unikt, både med hensyn til de blandede ejerformer og det flotte design, siger Jørgen Bjerg Sørensen, formand for Billund Boligforening.
 
Fakta:
Det nye byggeri får et samlet grundareal på ca. 5.900 m” og et bruttoetageareal på ca. 6.300 m2.
Teknik & Miljøudvalget har i dag, den 26. september anbefalet endelig godkendelse af lokalplan 302 til Byrådet, hvor den behandles den 10. oktober.  
Billund Byvision er skabt af Billund Kommune med støtte fra Realdania og KIRKBI, og det er BIG Bjarke Ingels Group og Urgent Agency, der har designet planen. 

Åbningstider

Klik her - hvis du vil se vores åbningstider

Billund Boligforening, Tværvej 3, 7190 Billund, tlf. 7533 1260, E-mail post@billund-boligforening.dk